Der er på grund af menneskers grundlæggende trang til at forbedre og se fremad en udbredt opfattelse af, at nærvær er en evne eller en egenskab, der kan kultiveres og opøves. Så længe den opfattelse er fremherskende, kan der kun ske en begrænset åbning mod nærværet. Men det er muligt at forstå og opleve, at det ikke er mangelen på nærvær, der er problemet.  Der synes i menneskets væremåde og tænkning at være nogle mønstre eller mekanismer, der tilsyneladende forhindrer oplevelsen af nærværet. Når dette er set og forstået, vil der af sig selv opstå en klarhed eller et perspektiv, der åbenbarer nærvær som en iboende naturlig forudsætning i livet.

Kan man øve sig på nærvær?

Nærvær er på en måde noget mystisk, ingen kan beskrive, hvad det egentlig er. Men vi kender det alle – det kan kun opleves, men det er ikke en følelse.
Og det er nemt at gøre noget for at opleve nærvær, man kan f.eks mærke sit åndedræt, sine fødder eller lytte til lydene omkring en. Alt kan rummes af nærvær og lykkes det at holde nærværet lidt længere f.eks ved at spise et stykke chokolade langsomt, kan der opstå intense smagsoplevelser.
Det bliver derfor let attraktivt at være mere nærværende. Dette forstærker fornemmelsen af, at der ikke er nærvær nok - at man ikke er ordentligt til stede i nuet.
Når man nogle gange har prøvet at være nærværende, opdager man, at det normalt ikke holder længe, man er ubemærket gledet over i nogle tanker, som synes at fjerne een fra nærværet. Dette opdager man nu ikke før, man kommer i tanker om, hvor rart det igen ville være, at være mere nærværende.
Nærværsoplevelserne af neutrale og rare ting giver næsten uundgåeligt et ønske om mere nærvær. Så der kommer en stræben efter mere nærvær. Og det går jo meget godt i kortere eller længere perioder, men når der er problemer, stress og jag, er alt om nærvær glemt. Er nærværet egentlig også attraktivt, når det drejer sig om smerter, problemer og andre ubehageligheder?
Er denne stræben efter nærvær ikke blevet blot endnu et element i al den anden stræben, der ofte fører til stress?

Og hvad er al denne øven egentlig værd, når der kun er nærvær, mens man øver sig? Det er jo praktisk umuligt altid at øve sig. Er det, der tæller, ikke at være nærværende i alle livets forhold?

Naturligvis kan der være mere oplevelse af nærvær, men det at øve sig på og stræbe efter mere nærvær skaber blot mere af det, der står i vejen for nærværet. Og det, der tilsyneladende står i vejen, er den umærkelige forsvinden over i tanker, der beskæftiger sig med for- eller fremtid.
Man ligesom glider ud af nærværet – nuet – og over i fortiden eller fremtiden.
Det er denne tilsyneladende gliden ud af nærværet, der er omdrejningspunktet. Jo mindre gliden ud af nærværet, jo mere nærvær. Så der handler om at finde ud af hvad det er, der får os til at glide ud af nærværet. Hvad er det?

Nærværet synes at blive tilsløret af tænkning, hvis indhold opleves som noget virkeligt. Så nærværet er der hele tiden, men det bemærkes ikke, fordi fokus er i tankeindholdet - fordi der er identifikation med tankeindholdet.

Så hvis vi vil opleve mere nærvær, hjælper det ikke at have fokus på nærværet.
Det handler tilsyneladende om at undgå at blive fanget ind i tankesløret. At lade være med at identificere sig med tankerne.
Hvordan sker det?