Velkommen

 

Denne hjemmeside handler om at se og forstå, hvem vi egentlig er, og hvordan livet grundlæggende er indrettet - det vi her kan kalde vores grundnatur.

Dette kaldte man før i tiden "at være oplyst" - men det er særdeles misvisende og skaber kæmpe forventninger og begrænsninger.
 

Hvordan opdager vi vores grundnatur?

For at genopdage vores grundnatur skal vi opdage og gennemskue nogle grundfæstede og meget udbredte overbevisninger og tankemønstre. Som regel er vi ikke klar over, at disse tankemønstre styrer os. I stedet opfattes de vanemæssigt som selvfølgelig virkelighed. 

 

Kun ved at opdage, at tankemønstrene ingen virkelighed har, bliver de af sig selv gennemskuet og mister deres betydning.

Dette er uvant og vil ofte imiddelbart opleves som et tab - noget mistes tilsyneladende. Derfor vil der ofte helt naturligt komme en del modstand. 

 

Det meste af livet har vi udviklet os ved at tilegne os noget og lære nyt. Så det vil helt naturligt være den metode vi forsøger at bruge, når vi prøver at finde grundnaturen. Men den vil ikke føre til succes. At tilføre mere i form af f.eks viden eller andres erfaringer, er faktisk at "kigge i den gale retning".

At finde ud af hvem(hvad) man egentlig er, er snarere en personlig "afvikling"! Men det er her "friheden" og "freden" gemmer sig.


Konsensus

Noget andet, der er med til at gøre dette nødvendige opgør vanskeligt, er en udbredt og ikke erklæret enighed om, at disse overbevisninger og tankemønstre er virkelige. Der er en konsensus om, hvordan vi og livet er indrettet. Den findes hos vores forældre og alle andre, og vi tog den ganske ubemærket til os i den tidlige barndom. Og den bliver bestandig bekræftet af alle andre overalt omkring os, så der har sjældent været lejlighed til at stoppe op og stille spørgsmål. Og når det endelig er sket, har konsensus ofte hurtigt medført, at vi har droppet spørgsmålene, eller vi har ikke trængt dybt nok ned i dem. Der vil erfaringsmæssigt være meget lille opbakning og forståelse fra omgivelserne, hvilket ikke gør det nemmere at bevare fokus.

 

At turde miste alt

Man kan sige, at for at opdage grundnaturen, skal man være indstillet på at lade alt - også det mest selvfølgelige - falde væk. Det kan virke skræmmende, men det er godt at vide, at det kun er det uvirkelige, der kan falde væk.

Ofte vil der samtidig være to modsat rettede oplevelser, når betydende tankemønstre falder væk: Dels en sorg over tabet af det, man hidtil har troet skulle gøre livet bedre eller løse ens problemer, og dels en meget stærk følelse af befrielse.

Befrielsen kommer, fordi vi ser at alle ideer og ovebevisninger om, hvordan vi og livet skal være - selv ideer om at vi skal være kærlige, dygtige eller venlige - i sidste ende er begrænsende.

 

Et eksempel på noget, der hurtigt kan vække modstand, er ideen om, at man kan øve sig på sin grundnatur. Det finder vi f.eks inden for meditation, Buddhisme, Mindfulness og mange andre spirituelle bestræbelser. Men man kan selvklart ikke øve sig på at noget skal falde væk, så disse forsøg vil lige som al anden stræben ikke føre til målet, men snarere holde fokus et forkert sted. Man kan ikke øve sig på at være sig selv.


Klarhed
De mange tankemønstre og overbevisninger virker som en slags slør, så i takt med at de falder væk vil der åbenbare sig en stadig voksende og naturligt befriende klarhed. Livet ses ikke længere gennem filteret af overbevisninger, men åbenbarer sig, som det ER.

Hensigten med denne hjemmeside er således i sidste ende ikke at give dig noget, men hvis den skulle hjælpe med at tage noget fra dig, vil den være vellykket! God fornøjelse.

 

Og du er naturligvis velkommen til at tage direkte kontakt til mig.  


Se tidligere forside.




 

 

 

 

 

Galleri. 

 

Bogen er udkommet. Køb den her.

 

Rettelser og kommentarer til bogen

 

Nyhedsmail - ja tak.

 

 

Frøen har ingen hensigter, meninger og holdninger.

 

Den kender ikke forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert.

 

Den ER.

Den samme væren er du.

 

Deri er der også nogle tanker,

som gøres til hensigter, meninger og holdninger,

og som skaber godt og ondt, rigtigt og forkert.

 

Intet af det findes

som andet end tanker.

 

Du ER.

 

 Nuet og væren

   Om bevidsthed, nærvær og identitet